Mød forskeren bag undersøgelsen
I dette forløb skal du arbejde videre med Saras idé og selv undersøge, om SkoleGPT gør det samme.
Lær Sara at kende
Sara Sterlie har læst datalogi på DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og er optaget af, hvordan kunstig intelligens påvirker den måde, vi forstår og behandler hinanden på.

Hun undrede sig over, om sprogmodeller som ChatGPT – og andre store sprogmodeller (LLM’er) – måske forbinder bestemte jobs eller interesser med bestemte køn. Derfor udviklede hun en metode til at undersøge, om AI viser bias.
Matematisk modellering – at beskrive virkeligheden med matematik
Figuren viser, hvordan man bevæger sig mellem virkeligheden og matematikken, når man laver en matematisk undersøgelse.

Gør virkeligheden mere simpel
Man starter i virkeligheden, hvor man vil undersøge et fænomen. Fordi virkeligheden er kompleks, laver man en forsimpling – man vælger de dele, der er vigtigst at undersøge.

Oversæt til matematik
Derefter oversætter man virkeligheden til matematik. Det kan fx være ved at opstille tal, tabeller eller diagrammer. I den matematiske del handler det om at løse problemet ved hjælp af matematiske metoder.
Fortolkning og resultat
Når man har fundet et resultat, skal det fortolkes tilbage i virkeligheden: Hvad betyder resultatet? Passer det til det, man ville finde ud af? Hvis ikke, må man justere sin forsimpling eller oversættelse – og prøve igen.
På den måde går man flere gange rundt i cirklen, indtil man får et svar, der giver mening både matematisk og i virkeligheden.
