Albatros
Albatros er et samarbejde mellem Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet og EdTalk. Projektet løber fra februar 2024 til juni 2026 og er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Vi udvikler undervisningsforløb, der gør kunstig intelligens forståeligt for elever i grundskolen gennem den matematik, de allerede møder. Hvert forløb er bygget op om en konkret problemstilling fra forskningsverdenen og er testet i klasser, før det udgives.
Teknologiforståelse gennem fag
Der er bred enighed om, at digitaliseringen uden for skolen kræver en gentænkning af, hvad børn møder i skolen. To hovedveje har domineret debatten: teknologiforståelse som et selvstændigt fag, eller teknologiforståelse i de eksisterende fag.
Albatros peger på en tredje vej: teknologiforståelse gennem fag.
Tilgangen tager udgangspunkt i en problemstilling, mange matematiklærere kender: når teknologiforståelse skal integreres i matematik, ender det ofte med, at den ene faglighed fortrænger den anden. Lærerne er ikke uddannet i den nye faglighed, og der er sjældent tid eller materiale til at lave koblingen, uden at matematikken bliver til staffage.
Albatros’ svar er at lade matematikken være indgangen, ikke pålægget. Eleverne arbejder med autentiske digitale problemstillinger, men gennem den matematik, de allerede er ved at lære.
Sådan er det udviklet
Forløbene tager afsæt i datalogisk frontforskning om algoritmisk bias og fairness. Forskningsartikler er omsat til undervisningsforløb gennem fire greb:
Matematisk modellering som udgangspunkt
Modelleringskompetencen fra Fælles Mål er det matematiske anker. Det er den, der sikrer, at det stadig er matematik, eleverne arbejder med, også når de undersøger algoritmer, anbefalingssystemer og bias.
Meningsfuld kontekst og teknisk niveau
Abstrakt og depersonaliseret forskning oversættes til genkendelige og meningsfulde situationer for udskolingen, efter princippet Kopiér – Justér – Kassér (efter Adopt-Adapt-Omit). Det, der ikke kan oversættes meningsfuldt, kommer ikke med.
Matematisering og dematematisering
Mange digitale teknologier fungerer i kraft af matematik og kan kun forstås gennem matematik, men matematikken er typisk usynlig, gemt bag intuitive grænseflader. Forløbene gør den synlig igen og bliver dermed et stærkt eksempel på matematik i anvendelse.
Implementabilitet
Forløbene er designet til at kunne bruges uden efteruddannelse, uden ekstra forberedelse, og inden for Fælles Mål. De bygger på teknologier lærerne kender, fx regneark og GeoGebra, og kan tilpasses: alt deles i redigerbare formater, ikke som lukkede PDF’er.
De fem forløb
Albatros har udviklet fem undervisningsforløb til matematik i udskolingen. Hvert forløb tager udgangspunkt i en peer-reviewed forskningsartikel og fungerer indenfor Fælles Mål.
Er SkoleGPT biased?
Hvordan ved din streamingtjeneste, hvad du vil se?
Træningsdata i AI: miniature eller dækning?
Fra data til beslutningsstøtte: kan vi stole på algoritmen?
Hvad er matematisk modellering?
Resultater
Albatros har på 2,5 år udviklet en ny tilgang til integration af teknologiforståelse, fem undervisningsforløb og et solidt akademisk fodaftryk:Tre internationale konferencer: CERME (matematikundervisning), ESERA (naturfagsundervisning), IRMEC (implementeringsforskning)
Fire danske konferencer: BigBang, INSERO, TekForstå, NCUM
Fem artikler: CERME, Unge Pædagoger, ESERA, IRME og MONA
“Pointen er, at eleverne faktisk ser et bredere formål med matematik gennem de her forløb. Forløbene forbinder jo til noget i samfundet. For det er tit her, problemet er. At de ikke kan se, hvorfor det, de arbejder med, er relevant.”
Lærer fra afprøvningen
Holdet bag Albatros
Forskning og ledelse
Andreas Lindenskov Tamborg (projektleder), Peter Wied Stenkilde (videnskabelig assistent), Jack Jalal Kallo (videnskabelig assistent)
EdTalk
Mathias Lund (partner), Joel Haviv (partner)
Kommunikation og arrangementer
Magnus Boye (kommunikationsansvarlig), Annie Grim Balsen (arrangementsansvarlig)
Studentermedhjælpere
Amanda Skytte Ekelund Jensen, Jacob Krag Nørgaard, Helene Skyggebjerg Kjær, Victor Hassing Naderifar, Atle Bo Madsen
Mere fra Albatros
Hør podcasten: Mennesker og Maskiner. Samtaler om teknologi, matematik og uddannelse, produceret af EdTalk i tilknytning til projektet.
Afprøv betaforløbene: Materialerne er offentligt tilgængelige og må gerne bruges i undervisningen. Vi sætter pris på feedback fra de lærere, der prøver dem af.
Kontakt
Forskning:
Andreas Lindenskov Tamborg, projektleder, IND, KU. andreas_tamborg@ind.ku.dk
Peter Wied Stenkilde, videnskabelig assistent. pws@ind.ku.dk
Strategi og partnerskaber:
Mathias Lund, EdTalk. mathias@edtalk.dk
Joel Haviv, EdTalk. joel@edtalk.dk